3 tilbud på forsikring - absolut gratis og uforpligtende
Omhyggelige forsikringsmæglere klarer blandt andet disse opgaver: indboforsikring, knallertforsikring, knallertforsikring og ulykkesforsikring. Du mener uden tvivl, at det er rigtig tidskrævende, selv at lede efter en lokal vaskeægte forsikringsmægler i din kommune. Bestil 2-3 bæredygtige tilbud fra en fagmand, som evner at stå med din forestående opgave på et par hverdage.
Servicebetonede forsikringsmæglere vil meget gerne lave bl.a. disse arbejdsopgaver: katteforsikring, arbejdsløshedsforsikring, bilejerskifteforsikring og bilejerskifteforsikring. Forsikringsmægler Regitse Krogsgaard tilråder, at man altid får 3 tilbud, når man har brug for en forsikring. Sådan kan du let spare penge (ca 41%) med 3 personlige lækre eksperttilbud.
3 tilbud på forsikring - absolut gratis og uforpligtende
Det kan gøres på max 7½ minut at oplyse om opgaven i forsikringsmæglerskemaet og afsende den til 3forsikringstilbud.dk. Accepterer du et af tilbuddene, resulterer det nu og da i 20-39% i kanon rabat på din forsikringsopgave. Efterspørger du en kompetent og positiv forsikringsmægler i din kommune?
EF-direktiver
Da Danmark blev medlem af EF fra indgangen til 1973, måtte den danske lovgivning på forsikringsområdet tilpasses de regler, der var gældende i EF (normalt minimumsregler). I EF-reguleringen af forsikringsvirksomheden taler man om 1., 2. og 3. skadesforsikrings- og livsforsikringsdirektiv. 1. skadesforsikringsdirektiv fastlagde fra 1973 betingelser for, hvornår et skadesforsikringsselskab kunne få adgang til at drive sin virksomhed. Hensigten var at gøre det nemmere at oprette en filial eller et agentur i et andet medlemsland. Direktivet inddelte forsikringsvirksomheden i en række forsikringsklasser, og det harmoniserede reglerne for beregning af selskabets såkaldte solvensmargen. Samme sigte havde 1. livsforsikringsdirektiv om forsikringstilbud, der dog først fik virkning fra 1979. Også herigennem blev reglerne for beregning af solvensen søgt harmoniseret. Allerede i 1970 gik EF i gang med drøftelserne om 2. generationsdirektiverne med udgangspunkt i et 2. skadesforsikringsdirektiv. Hensigten var at skabe en fælles retlig regulering, der kunne fremme realiseringen af EF's indre marked med fri udveksling af forsikringsydelser - såvel som andre varer og tjenesteydelser - over grænserne i medlemslandene. Forhandlingerne blev meget langvarige, blandt andet på grund af forskelle i udviklingsgrad i landenes forsikringsvæsen og heraf følgende interessemodsætninger.
Særlig Storbritannien og Holland pressede på for en friere adgang til grænseoverskridende aktiviteter. Forsikringssmarkederne i disse lande var i forvejen mere internationalt orienteret og konkurrencebetonede, og selskaberne blev derfor betragtede som langt mere konkurrencedygtige end selskaberne i de store kontinentaleuropæiske lande. I Danmark, der på det tidspunkt var det eneste nordiske medlemsland, hældede både regeringen og forsikringserhvervet, repræsenteret af Assurandør-Societetet, til den liberale holdning. l erhvervets overvejelser indgik, at større erhvervsvirksomheder hele tiden havde haft mulighed for at placere deres risici hos udenlandske forsikringsselskaber, så en liberalisering ville reelt ikke ændre forholdene på dette område. For så vidt angik mindre risici, typisk på masseforsikringsområdet, var der mange barrierer for udvekslingen over landegrænserne.
Ud over forskellige retsregler, var der forskelle med hensyn til vante produkttyper samt kulturelle og sproglige forskelle. Det danske marked var i det hele taget et relativt lille, modent marked, der næppe i synderlig grad ville interessere store udenlandske forsikringsudbydere. Man var derfor ikke så bange for at vise liberalt sindelag. Samtidig havde forhandlingerne om et 2. skadesforsikringsdirektiv længe kørt i tomgang, og holdningen var nok den, at der aldrig ville komme noget ud af det hele. Men i midten af 1980'erne skete der et forhandlingsmæssigt gennembrud, og i 1988 blev 2. skadesforsikringsdirektiv vedtaget. Direktivet sondrede mellem store risici, hvor der skulle gælde såkaldt hjemlandskontrol, og masserisici. Vedrørende de store risici blev det besluttet, at et forsikringsselskab kunne drive grænseoverskridende virksomhed i et andet (andre) medlemsland(e), og at denne virksomhed skulle være underlagt hjemlandets tilsynsregler og -myndighed.