Constanze

1

Længe i den sikre land i fortiden, du blev skilt;
Nå, som så mange før det gik op for en anden dag.
Ifølge allerede gentagne svalerne; der ved siden af ​​mig styrtede barnesengen,
Og ud af det rosenrøde søvn et hoved løftet op.
! "Ebbe" Jeg råbte: "lille ebbe" - Da hun allerede var på knæ i puder !;
Men mystiske øjne kiggede på mig.
"Ebb?" Hun spurgte tilbage, og Leis fra inderst inde
Lyd er ligesom et grin op: "Jeg sagde ja Elschen andet!
For folk, der kaldte mig Elschen? "Pludselig var det som skygger
På barnets ansigt; grumset blive indhyllede august
"Ja, der ringer til dig, så" - og modstræbende kom ordene ?:
"" Min mor. Og lydløst hoveder bøjede nu.
Længe de knælede som denne. De dødelige øjne uforståelig -
Havde hun kommer i nærheden af ​​barnet, som gjorde mig glad så længe?

2

Ikke den elskede alene, som mange har du snuppet!
Menes de venner, men næppe uden dig blomstre verden. -
Din elskede roser, ak, tre gange, de blomstrede igen,
Og dit navn, så længe jeg har aldrig hørt om.
Rastløst vandrer den tid svinder ind i øjnene på børn
Mählich dit billede, og snart - hvem ellers ville vide om dig!
For hvis folk er fading hukommelse: Se, igen,
Højere end nogensinde, det rejser reflekterende oversvømmelse;
Markante aften solstråler herliggjort igen;
Men da den bølge støjende, tager den og begraver natten.
*storm