Hvordan fungerer politiet uden staten
Privatiser politiet...
At ville afskaffe den offentlige sektor betyder, naturligvis, at alle stykker land, inklusive veje vil være ejede privat af den eller de ejerformer de involverede parter er enige om.
Det faktum at alt land nu vil være i private hænder ville i sig selv løse mange af de uløselige problemstillinger vi har idag.
Hvordan ser privat beskyttelse ud?
Lad os tage beskyttelse som et eksempel. Hvordan ville beskyttelse af en politi-styrke se ud i et totalt privatiseret samfund?
En del af svaret står klart hvis vi starter med udgangspunktet omkring alt land som værende privatejet.
Forestil dig Blågårds Plads i København, et område som er kraftigt plaget af kriminalitet, og som myndighederne har svært ved at gøre noget ved.,
Hvis vi nu tager Blågårds Plads og leger med tanken at hele området nu var privatejet af henholdvis butiksejere og boligejere.
Alle disse parter, både butiksejere og beboere, ville være akut bevidste om det faktum, at hvis raten af kriminalitet i deres område var skyhøj, så ville kunderne blive væk fra forretningerne og værdien af folks lejligheder ville synke til fordel for andre, mere sikre områder.
Der ville intet godt komme ud af forretningernes tiltag for at tiltrække flere kunder eller beboernes ditto for at få en bedre værdi for deres bolig ved et salg.
Vi kan derfor vurdere at det ville være i parternes økonomiske interesse at sikre deres ejendom, Blågårds Plads, mod kriminalitet og på en måde som er både effektiv og tilstrækkelig mod de trusler der måtte være.
Ejerne ville derfor være incentiveret af profit-motivet, altså at maksimere deres profit og undgå tab, til at levere en politi-beskyttelse som er ikke bare tilstrækkelig, men også behandlede kunder og besøgende på en venlig og imødekommende måde. For var det politi som blev sat til opgaven ikke det, ville de i sig selv medvirke til at skræmme kunder og besøgende væk. Sådan en type politi-beskyttelse vil finde vej igennem landet, på alle de privatejede områder da alle har en økonomisk interesse i dette.
Fabrikker ville bevogte de omkringliggende gader, handlende deres veje og vej-selskaber ville tilbyde beskyttelse til både betalingsveje og andre private vej-former. Det samme ville gøre sig gældende i beboelses-områder.
Når det kommer til beboelse, kan vi umiddelbart forestille os 2 forskellige typer der vil være de fremherskende. I den ene ejer alle ejerne omkring det samme stykke vej enten en delmængde af den eller en andel i en sammenslutning. De ville så hyre beskyttelse af deres område, finansieret af enten ejerne direkte eller deres leje i det tilfælde de ikke selv ejer ejendommen.
Og igen vil ejerne her have en direkte økonomisk interesse i at deres ejendom er sikker, mens udlejerne vil have dette som et parameter der skal leveres til deres lejere i stil med viceværts-ydelser.
Spørgsmålet der så ofte dukker op er, hvorfor skulle en given udlejer gide levere sikkerhed til sine lejere i et anarkistisk samfund. Og det spørgsmål er som sådan lige så fjollet som at spørge hvorfor en udlejer skulle gide at levere varme eller vand.
Det vil ganske simpelt være konkurrencen udlejere imellem kombineret med efterspørgslen fra lejerne som vil diktere at sådanne tjenester vil findes.
Derudover vil det for udlejer være et simpelt spørgsmål om værdien af deres ejendom der er i spil, eftersom en ejendom i et usikkert område typisk er mindre værd end en i et sikkert ditto.
Sikre gader omkring en ejendom vil hæve værdien af ejendom, i samme stil som en velholdt ejendom gør det idag. Gader med masser af kriminalitet vil afskrække en stor del potentielle kunder og derved tjene til at sænke værdien af ejendommen.
Og eftersom en ejer foretrækker at dennes ejendom er mere værd fremfor mindre (med undtagelse af den vurdering der ligger til grund for ejendomsskatten), er der et incitament til at levere sikkerhed.
Politiet som privat enhed
Private entiteter eksisterer allerede idag, og de fleste mennesker kan sagtens forestille sig et et frit marked for de fleste varer og ydelser.
Det mest besværlige område at forstå, er de områder hvor staten er dybt involveret, som eksempelvis politiet.
Som demonstreret ovenfor, er det bestemt muligt for ejere af ejendomme at levere den service.
Men skal vi kigge på det i et bredere perspektiv, hvordan kunne det så dække "alt", som er en af de indvendinger der forekommer mod et privat politi og som forsvar mod et statsligt politi.
Først, alene argumentets konstruktion tilsiger at det er forkert for der det at levere sikkerhed er ikke en absolut ting, ikke en fastsat mængde af noget som staten leverer til alle.
Der er ingen prædefineret kommoditet, kaldet beskyttelse, lige så lidt som der er en tilsvarende kaldet "mad" eller "husly".
Mens det er sandt at alle betaler for en tilsyneladende fast defineret mængde beskyttelse, men det er en fejlslutning at tro det. For i virkeligheden er der masser af variabler der gør at den leverede mængde ikke kan defineres som værende fast. Det kan være alt fra politiet det kun kommer som tilkaldt, til den faste daglige patrulje, til en konstant udstationeret betjent, til deciderede livvagter. Og du kan selv fortsætte med kombinationerne derfra.
Det stiller det statslige politi med et stort problem, nemlig det problem som rammer alle plan-økonomiske enheder, og det hedder ressource-allokering.
Midlerne er begrænsede, og hvordan skal politiet vurdere effektiviteten af detektiver fremfor uniformeret personale, patrulje-biler mod gående personale, værdien af elektronisk udstyr med videre. En statslig styrke har naturligvis ingen måde at kalkulere effektiviteten af de prioriteringer den vælger overfor forbrugeren af ydelsen, altså borgeren. For borgeren, der er frakoblet den direkte betaling, ønsker en personlig livvagt, mens budgettet ikke tillader noget sådant og betjentene synes det er en god idé med alskens elektroniske dimser som måske/måske ikke står mål med den værdi de bibringer til opgaven.
Et politi i statsligt regi er derfor ikke anderledes som sådan, end en hvilken som helst anden tjeneste som staten udfører. Den kan ikke meningsfuldt kalkulere værdien af sine tiltag og ender derfor med forkerte prioriteringer, en så åbenlys sandhed at det kan undre at flere ikke ser den.
Ydermere er det statslige politi ramt af en anden og mere problematisk udfordring, nemlig distinktionen mellem hvilke love den skal håndhæve og hvilke den ikke skal. For staten siger "håndhæv alle love", mens det er en umulighed lige meget hvor stort et budget der findes. Her hjemsøges de af problemet med den faste mængde som beskrevet ovenfor, og det rammer dem på deres prioritering. Og den prioritering har en tendens til at fokusere mere på det der giver penge i kassen, end det der giver værdi for borgerne
Det ses demonstreret når politiet op-prioriterer fartkontroller fremfor indbrud, mener det er vigtigere at jagte planter end voldtægtsmænd og bruger tid på at patruljere sociale medier fremfor nabolaget. De lette og indbringende ting prioriteres fremfor de sværere, men af borgerne mere værdsatte opgaver.
Foregår opgaven i et privat regi vil den prioritering være nemmere for politi-enheden at foretage, for leverer de ikke den ydelse som kunderne forventer, er konsekvensen klar og prompte i form af tabte indtægter.
Derudover ville det være nemmere at diversificere den leverede ydelse, for som beskrevet ovenfor er beskyttelse ikke noget fast og håndgribeligt. De mennesker som blot ønskede politiets tilstedeværelse ved behov ville betale mindre end dem som ønsker fast patruljering, som igen ville betale mindre end dem som ønskede 24/7 tilstedeværelse.
Men ovenstående mekanisme ville samtidigt sikre en kontinuerlig stræben efter effektivitet, af den simple årsag at ejerne af disse politi-virksomheder ønsker at tjene flere penge, mens de søger at undgå at tabe eksisterende midler.
For at eksemplificere denne, så lad os tage et lille eksempel. Lad os sige du ejer et værdifuldt arvestykke, som du ønsker at beskytte. Derfor indgår du en aftale med din politi-styrke (eller dit forsikringsselskab på dine vegne, da de ikke ønsker at skulle erstatte det) for at der sker patruljering omkring dit hus for at sikre arvestykket mod tyveri.
Udover arvestykket ejer du naturligvis også en masse andre områder, deriblandt en skov. Men skoven, der spiller det ikke så stor en rolle for dig om folk bevæger sig ind på, så her vælger du ikke at beskytte ejendommen.
Den distinktion kan en statslig politi-styrke ikke foretage, den vil nødvendigvis skulle sidestille de 2 opgaver med hinanden og ikke vide hvilken der bragte mest værdi for de ressourcer der var til rådighed.
Et bedre politi for den beskyttede...
Når vi tager alt ovenstående i mente, så vil et privat politi også betyde en højere tilfredshed fra de parter politiet beskytter. For leverandøren af ydelsen har en interesse i at kunden er tilfreds, og derfor en interesse i at please kunden så vidt muligt.
Tager vi for eksempel et privat Fælledparken, så ville politi-ydelsen være centreret omkring at maksimere profitten for ejerne og ikke alle mulige unødvendige tiltag der jager kunderne væk. For dårligt behandlede kunder, er kunder der bliver væk, hvilket igen leder til mindre indtjening til ejeren og i sidste ende konkurs. Så behandler politiet kunderne dårligt, så er der en ret direkte straf i spil til dem.
Betaling for politiet
Når vi nu ovenfor har gennemgået problematikkerne det statslige politi står med, og hvorfor disse løses bedre af et frit marked, kan vi nu kigge på selve betalings-delen af opgaven. For ligesom idag skal der være nogen der betaler for det udførte arbejde.
Kigger vi på det nuværende statslige politi koster det cirka 9 milliarder årligt på statsbudgettet, og dividerer vi det med antallet af danskere giver den omkostning på cirka 130 kroner om måneden for den ydelse. Hertil skal vi dog huske at det inkluderer en masse opgaver som et privat politi ikke skal beskæftige sig med såsom grænsekontrol, assistance til SKAT, offerløse forbrydelser såsom plantebesiddelse og en myriade af andre ting. Derfor vil et sådant tal være i den absolut høje ende med tanke på en hel del opgaver vil bortfalde, ligesom konkurrence-aspektet vil drive omkostningen ned.
Dertil kommer så retsvæsenet (domstole etc.) til cirka 30 kroner om måneden, hvilket igen er med ovenstående forbehold for at der er en masse ting det ikke skal udføres og det konkurrencemæssige perspektiv.
Denne omkostning, nu hvor den er kvantificeret, vil være en ydelse som kan handles enten direkte af en ejendomsejer eller indirekte til fordel for lejerne af en given ejendom. Som beskrevet ovenfor, vil det være rimeligt at antage at en hvis sikkerheds-ydelse vil være at finde inkluderet i huslejen på linje med viceværts-ydelser, vand og varme da det er i udlejers interesse at denne findes ligesom lejerne vil efterspørge den.
Men om det i det konkrete tilfælde bliver det ene eller det andet, afhænger helt og holdent af hvad interessenterne i markedet ønsker. Nogle steder foretrækker de en ting, andre steder en anden ting og det er deri styrken i det frie marked ligger. Det giver muligheden for at flest mulige får deres behov mødt.
Opsummering
Med ovenstående tekst har jeg demonstreret at det bestemt er muligt med et privat politi, hvordan det potentielt kunne fungere og hvorfor det vil være et statsligt ditto overlegen.
Men essentielt set kan alt koges ned til dette ene argument. På din jord bestemmer du hvordan du vil have det og på min jord bestemmer jeg det. Derfra kan du eller jeg forsvare mig imod enhver indtrængen på den måde der giver mening for os. Om vi gør det selv, i samarbejde med andre eller outsourcer opgaven til professionelle er vores valg. Af den grund er et sådant system overlegen til alle andre...